Fredrikshald den 13de Febr. Onsdag Aften udbrød Ildløs i den afdøde N. A. Stangs Bo tilhørende enetages Gaars Matr.No. 231, assureret for 5440 Spd. Ilden opkom i en Rullebod paa Loftet og blev først observeret af Gaardsgutten, som strax gjorde Anskrig. Sprøjter kom snart til, og da det var stille Vejr, og vor nye Vandledning er særdeles god, lykkedes det at begrænse Ilden til denne ene Bygning, skjønt Kjøbmand Joh. Stangs Gaaard støder lige mod den. Af Indbo blev det meste bragt ud paa Gaden af nogle forvovne Personer, som længe færdedes inde i den brændende Gaard og ikke vilde gaa ud, trods gjentagne Advarsler. Mere Nytte gjorde dog de raske Brandfolk, som gik i Ilden paa Livet, og blandt hvilke nogle i flere Timer midt imellem Varme og Kulde indtog en for Helbreden lidet gunstig Stilling paa Taget af Hr. Joh. Stang Gaard. disse Folk har mat at takke for, at Ilden ikke udbredte sig videre, og at kun det øverste Parti (Loftet) af den brændende Gaard Strøg med, medens Beboelsseslejligheden tilsyneladende er uskadt. Under denne Brand viste det sig, som med flere tidligere Lejligheder, at Kummerne ikke var i Orden, naar man aabnede dem, saa det, ialfald paa et Sted, var forbundet med meget Besvær og Tidsspilde at faa skruet Brandslangerne paa. For at undgaa denne Ulempe, der ofte kan blive skjebnesvanger, bør Brand-Inspektøren mere end hidtil paase, at Kummerne til enhver Tid holdes rene. Brandforhør paabegyndtes Torsdag og har kontinueret til idag. Af det hidtil oplyste fremgaar, at Ilden er opkommen enten ved uforsigtig Omgang med Lys eller paasættelse. Stuepigen i den brændte Gaard blev igaar Aftes arresteret som mistænkt.

 

Fredrikshald den 15de Febr. Forhøret i Anledning af Branden den 10de fortsættes i Eftermiddag. Den arresterede Pige Sofie Johannesdatter, svensk af Fødsel, har man endnu ikke egentlig faaet noget ind paa; muligens kan de Vidner, der skal afhøres i Aften, give Oplysninger, der vil sætte hende mere i Klemme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fredriksahld den 19de Februar. Sofie Johansdatters Henrettelse foregik igaar Kl. 9 ¾ paa Porsnæssanden under Nærvær af store Skarer af Almuesfolk af alle Aldre, hvoraf vistnok det største Antal var tilstrømmet fra de nærliggende norske Byer og Landdistrikter samt fra Bohuslen, medens Byens Folk mere holdt sig borte. Stemningen var meget høitidlig og alle grebne af den alvorsfulde Begivenhed, der skulde foregaa. Den Ulykkeliges Sind var længe haardt, Bekjendelserne kom jo ogsaa kun lidt efter lidt, men under Pastor Friis`s Paavirkninger bleve efterhaanden hendes Øine opladte for hendes Sjæls Tilstand, og vendte hun sit Sind mot Forsynet, av hvem hun alene kunde vente Naade og Tilgivelse. Derfor var ogsaa alle overbeviste om, at den Ulykkelige var vel forberedt til at dø. Fra den Familie, der saa haardt var rammet formedelst hendes Brøde, havde hun faaet en Hilsen om Tilgivelse, ligesom hendes Broder for faa Dage siden i Fængslet tog en rørt Afsked med hende for stedse. Fra Fængslet ledsagede Sognepræst Friis og Dr. Grønn den Dødsdømte i en lukket Vogn, bevogtet af Politikonstabler. Toget gik over Broen og Strandveien samt Damhaugen til Porsnæssanden, hvor det paa den gamle Ridebane opreiste Skafot var bevogtet af Garnisonen og Politiet. Overalt i Gaderne saaes Skarer af Mennesker, der med Medfølelse  fulgte det sørgende Tog. Ledaget af Sognepræst Friis besteg den Ulykkelige Skafottet og tog, efterat have nydt et Glas Vin, Plads, medens Byfoged Lous tydeligt oplæste de ergangne Domme og det kgl. Reskript om deres Fullbyrdelse. Pastor Friis hodlt, selv dybt bevæget, en gribende Bøn for den Ulykkeliges Frelse, idet han udtalte, at hun var et Vidnesbyrd om Guds Magt over Menneskenes Hjerter og bad hende beholde sin Fortrøsning til den Høiestes Naade. Rolig besvarede hun bekræftende de hende af Præsten ifølge Ritualet forelagte Spørgsmål, om hun erkjendte sin Skyld og var beredt til at dø, samt modtog Præstens Velsignelse. Af den svenske Salmebog oplæste hun et Vers, klædte sig selv af, tog rørt Afsked med Præsten, der havde vist hende Sandhedens Vei til Frelsen, fremsagde endnu en kort Bøn gik med rolige Skridt henover Skafottet til Blokken, hvor hun med foldede Hænder gudhengivent lagde sig ned og blev bunden for Øinene. Under Præstens Oplæsning af Herrens Bøn faldt Øxen sikkert Kl. 9 ¾ og slukkede Livet i et Nu. Pastor Friis vendte sig derpaa med en Formaning til den forsamlede Mængde, idet han bad enhver gribe i egen Barm og vende sig til Herren medens det endnu var Tid. Liget blev af Pastor Friis fulgt til Ous Kirkegaard og der jordet. Maatte saa denne Fuldbyrdelse af Lovens strenge Bud om, at Liv skal lades for Liv ogsaa virke til Advarsel, og vor By aldrig mere se en saadan Begivenhed gjentage sig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sist oppdatert 10.02.2024 11:53